Snart kan Troldebakkerne begynde at blomstre

Publiceret 01-06-2021

I dag sætter Gribskov Kommune for alvor gang i et af Nordsjællands største byudviklings-projekter. To områder i Troldebakkerne bliver sat til salg, og flere investorer har allerede vist interesse. Dermed er Troldebakkerne et skridt nærmere at få sine første indbyggere.

Helsinges kommende bydel Troldebakkerne med plads til 700 boliger har allerede tiltrukket sig interesse fra flere investorer, som vil være med til at udvikle området.

I dag bliver salget af de første to områder så officielt skudt i gang. Her går Gribskov Kommune efter at tiltrække investorer, som vil være med til at udvikle et af Nordsjællands største by-projekter.

Borgmester Anders Gerner Frost (NytGribskov) glæder sig til at se området vokse frem:

”Troldebakkerne bliver et helt unikt boligområde her i Nordsjælland. Med plads til i alt 700 nye boliger i dette naturskønne område kommer de nye beboere til at bo både tæt på både Helsinges bymidte, idrætsfaciliteter, skoler, børnehaver og med eget trinbræt til Tisvilde-Hillerødbanen. Og med blot 45 min til København i bil og med mulighed for at tage toget også, så bliver det et område, de fleste vil finde attraktivt,” siger borgmesteren.

Byudviklings-område tæt på det meste

Troldebakkerne er et 70 hektar stort område nord for Helsinge i første parket til naturen i baghaven og stadig tæt på by og moderne faciliteter.

De to områder er til salg frem til midten af december. Det er de to første af i alt 16 planlagte områder i Troldebakkerne, der skal udvikles over de kommende år.

”Investorernes opgave bliver at udvikle området med enten byggeklare grunde eller færdigbyggede boliger som for eksempel villaer eller rækkehuse. Det er op til investorerne, hvordan de vil gribe udviklingen an, så længe de overholder rammeplanen for området,” siger Anders Gerner Frost.

Grønne områder i centrum

Rammelokalplanen for området beskriver blandt andet, at husene skal ligge i klynger med et lokalt grønt område i midten. Samtidig fungerer de som en del af helheden i bydelen Troldebakkerne, hvor der også er større fællesområder med legepladser, stier og naturområder.

Formand for Udvikling, By og Land Pernille Søndergaard (NytGribskov) fortæller, at investorer allerede har vist interesse for at udvikle området, før salget gik officielt i gang.

Vi har løbende mærket interessen, så vi glæder os til at tage stilling til forhåbentlig mange tilbud de kommende to måneder, så vi har en række spændende projekter at vælge mellem, og der kan komme gang i udviklingen af Troldebakkerne,” siger formanden.